Anmeldelser

tombjerregaard.dk

Anmeldelser

 

Ole Fogh Kirkeby, Professor, CBS

CBS.dk

Tom Bjerregaards bog ”Nytænkning” er en meget inspirerende bog. Som jeg læser den, hævder den ikke, at have løst kreativitetens gåde, og det er vigtigt, for kreativitet er én af de blinde pletter i vores sprogspil, og sikkert af gode grunde. Men den indkredser dette komplekse fænomen på sin egen dybsindige måde. Kreativitet kan empirisk-historisk kun konstateres gennem sammenligninger af det, individer har gjort, og hvad det nye er, vil altid være fanget i det dilemma, at det, der er nyt for den enkelte, ikke nødvendigvis er det for samfundet som helhed; samt, at det nye først viser sig på langdistancen, gennem de begivenheder det udløser.

Bogen er en brugsbog, og i relation til kreativitet finder der ingen teorier og algoritmer, der er holdbare, ingen metoder, men kun en åben, eksperimenterende praksis. Til at få en refleksiv distance til denne det, man selv gør, og vil kunne gøre, synes jeg at bogen er eminent. I virkeligheden er den dybt filosofisk, altså eksistentiel, men den skilter ikke med det. Samtidig formår den at bygge bro mellem det individuelle og det fælles aspekt af kreativiteten, og det er en meget væsentlig pointe.

Jeg kan varm anbefale denne bog.

 

Henrik Ørholst, PA Consulting

Lederweb.dk, Året set med læsebriller

Bogen er ydmyg i forhold til emnet, hvilket er en dejlig befrielse for de mere svulstige bøger om emnet. "Jeg er glad for, at du vil bruge din sparsomme tid på min bog." Det er den første sætning. Så er tonen slået an til næsten 400 sider om, hvordan man skal gøre. Og i modsætning til mange konsulentbøger, hvor man aldrig kommer helt i bund, så er linen løbet helt ud. Forfatteren er nede på jorden: "Kreativitet er ikke kun storladne og epokegørende tanker, der resulterer i nyskabelser, som kommer i tv-avisen og sætter sig spor i historiebøgerne. Kreativitet er i mindst lige så høj grad dagligdagens hittepåsomhed og opfindsomhed."

Sproget er let, glidende og elegant. Citaterne er gode til indledning i hvert enkelt kapitel, men det virker ikke altid smart at citere sig selv. Så er det mere passende at vælge en anden.

Selvom bogen er fremragende, ligger der et spørgsmål og lurer under overfladen. Hvorfor er det nødvendigt med den slags bøger? Er det ikke en leders fornemste opgave at være den, der er i stand til at skabe nytænkning eller i hvert fald komme med rammerne for det? Uanset hvor dygtig en topleder er, vil det altid være problematisk at være på toppen hele tiden og genopfinde sig selv.

Det som Gary Hamel i sin berømte bog ”Leading the revolution” kalder ”gråhårede revolutionære”. Derfor er der et stort behov for at gøre tingene på en ny måde. Ikke sådan at det hele vil være markant banebrydende og nytænkende - men, som der står på en af de første sider: At skabe forandringer og forbedringer i hverdagen.

Her vil bøgerne, og i særdeleshed denne bog, være et vigtigt bidrag til at få posen rystet og få små - og store - forandringer sat i gang.

 

Thomas Christensen, uddannelseschef

Magasinet Lederne, januar 2008

Procesmageren med skøre historier

Fantastisk spændende bog, der rusker i dig og giver dig en række konkrete ideer og

metoder til kreativ forandring og nytænkning. Det er en bog med en bred målgruppe, men oplagt for lederen. Den kan bruges som et opslagsværk og er fyldt med metoder til at skabe forandring og tænke på din arbejdsplads og i dit privatliv.

Teoretisk er bogen velfunderet omkring forandringsprocesser, og det gode ved de

konkrete ideer er, at Tom Bjerregaard selv har prøvet dem i praksis gennem en lang karriere som procesmager og nytænker. Bogen starter med at se på forskellen mellem nytænkning og dens modsætning gammeltænkning. Hvis jeg selv skal vælge, vil jeg helst have titlen som nytænker, men hvordan får vi plads og rammer til at tænke nyt og udfordre os selv og hinanden i en hverdag, der både er travl og på arbejdet og i fritiden?

Det er en meget optimistisk bog, der er skrevet på en ny måde med en blanding af teori, konkrete metoder, time-out´s med skøre historier og med tid til selvransagelse. Til tider er det også en samfundsrevsende Tom Bjerregaard, der får luft for gammeltænkning af den dårlige slags og uretfærdigheder i vores samfund. Udfordrende bog med masser af input fra en også citatelskende forfatter. Selv i litteraturlisten er der klemt et citat ind: Sigt efter månen - selv om du rammer forbi, er du dog blandt stjernerne.

 

Steen Hildebrand, professor, Aarhus Universitet

Børsen Executive, 30 november 2007

En lidt uoverskuelig sag med en værktøjskasse fyldt til bristepunktet og en perlerække af originale og geniale citater.

Vurdering: Fire af seks mulige professorhatte.

En bog med titlen Nytænkning må nødvendigvis påkalde sig interesse. En ny bog fra Jurist- og Økonomforbundets Forlag - man bliver næsten fordomsfyldt overrasket - har denne titel! Bogen er skrevet af sociologen Tom Bjerregaard, der i mange år har arbejdet med kreative forandringsprocesser, organisationsudvikling og ledelse. En ting er en forandring, noget helt andet er en kreativ forandring.

Det er en ret speciel bog. Vanskelig at finde hoved og hale i. Mange ord. Mange ord på hver side. Men forfatteren har en interessant, måske kreativ evne til at få læseren til at blive ved. Man bliver nysgerrig, irriteret, provokeret. Bortset fra titlen ser bogen kedelig ud. Lang, lang indledning, hvor man er i tvivl, om det er forfatteren eller en gæst, der skriver. Men der er forfatteren, og han skriver om kreativitet og sjov. Det er en bog om kreativitet eller om nytænkning - men hvorfor i grunden kun nytænkning? Hvorfor ikke ny-følelse, nu-handling? Og det viser sig jo også, at det selvfølgelig ikke kun er tænkning, men også alt muligt andet nyt - og at det er kreative processer, der er det centrale, hvor og hvordan de end foregår og skal forstås. 1001 metoder til kreative forandringer.

Forandringer! Der er uhyggeligt mange forandringer, men mange, måske de fleste, er alt andet end kreative. De er totalt forudsigelige i deres form, indhold og virkning. Forandringsledelse og fornyelse - og disse fænomeners bagsider, som er modstand og angst, er meget populære begreber og fænomener, og man kan næsten få det indtryk, at uden forandring, intet liv, ingen profit, ingen fremtid. Vi taler ligefrem om forandring som tilstand.

Men ofte er forandring et opreklameret ledelsestiltag, der i virkeligheden mere er udtryk for ledelsesmæssig inkompetence end for nytænkning. For forandring skal der til. Derfor taler vi om forandringsparathed som en tilstand af spændt parathed, som den normale medarbejder skal være i hele tiden, hvis det skal være en værdifuld medarbejder, og det er naturligvis noget værre sludder. Men det er sådan, vi ofte taler, og mennesker bliver ikke parate, men stressede, angste og anspændte og måske af den grund stadig mindre kreative.

Enormt fleksible

"Modstand opstår alene på baggrund af din opfattelse af en situation", siger forfatteren.

"Mange af livet tildragelser tager vi bare som en oplevelse... Mennesker er enormt fleksible og tilpasningsdygtige. Vi reagerer først, når vi føler vores mentale balance truet. Modstand skyldes først og fremmest, at du føler dig truet, angrebet eller nedgjort," siger Bjerregaard videre. og det er jo præcis det, som mange moderne virksomheders medarbejdere og ledere oplever: De føler deres mentale og følelsesmæssige balance truet, herunder deres faglighed og integritet.

Bogen er ikke let at få overblik over. Den består af otte dele samt et forspil og et

efterspil. Den længste del udgør næsten halvdelen af bogen, nemlig del seks, der handler om stimuleret kreativitet, og som omfatter en værktøjskasse "fyldt til bristepunktet".

De øvrige dele handler om: Gammeltænkning og nytænkning, kreativitet og innovation, om forandringsprocesser, om at indrette sig og komme godt i gang, nyorientering og metoder til problemforståelse, idemodning og ideudvælgelse, gør det eller glem det - om at gennemføre ideer. Meget omfattende bog med mange ideer, timeouts med spørgsmål og forslag til læseren om: Hvad har du lyst til lige nu, og hvad vil du gøre? I tilknytning til det en perlerække af meget fine og originale og geniale citater, f.eks.: "Krise er en produktiv tilstand. Man skal bare fjerne bismagen af katastrofe" (Max Frisch) samt "At reflektere er at bringe uorden i sine tanker" (Jean Rostand).

 

Martin Hjelmborg, lektør

Dansk Biblioteks Center

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er rettet mod alle, der arbejder med forandringsprocesser på den ene eller anden måde: konsulenter, ledere, tillidsfolk, medarbejdere, kursusdeltagere, studerende. Desuden også interesserede læsere uden særlige forudsætninger. Formidles i forbindelse med diverse bøger om ledelse, organisationsudvikling m.m.

Beskrivelse

Bjerregaard er sociolog og har arbejdet med kreative forandringsprocesser på den ene eller anden måde i mange år, dels som konsulent, dels i Kommunernes Landsforening og fagbevægelsen. Har tidligere skrevet "Kan man måle det umålelige?". Bogen ligger inden for området organisationsudvikling og ledelse. En meget velskrevet og morsom bog uden brug af fagjargon, der giver et hav af gode ideer til at udvikle, identificere, fastholde og implementere gode ideer (forandringer) på arbejdspladsen. Herunder giver han traditionel tænkning (gammeltænkning), arbejds- og mødekultur et par skud for boven. Alle afsnit er budt op og starter med et humoristisk citat med eftertanke, og slutter med en såkaldt time-out, hvor Bjerregaard kommer med en morsom ide til pausebeskæftigelse.

Sammenligning

Adskiller sig fra anden litteratur ved de utrolig mange ideer, den omhyggelige beskrivelse af psykologiske barrierer, m.m. og det enkle, humoristiske sprog.

Konklusion

Helt i top. Alle ledere skal læse bogen.

 

Niels Jensen, konsulent

Finansforbundet

Det er en velskrevet bog, og den er underholdende og sjov at læse - sprængfyldt med gode idéer, lettilgængelige metoder og mange eksempler. Den giver kreative svar på, hvordan man f.eks. kan gennemføre en hurtig og effektiv brainstorm eller hvordan man som mødedeltager undgår de såkaldte dræbermøder. Hold møderne på en anden måde foreslår forfatteren. Stå op eller sid på gulvet, hold møderne i et andet miljø, gå en tur eller noget helt tredje. Bogens eksempler er mange og kan med fordel efterprøves. Det er en bog, som kan bruges af alle som arbejder professionelt med kreative tilgange til opgaveløsningen og forandringsprocesser eller til andre som blot ønsker at hente inspiration og idéer til mindre forandringer i hverdagen.

En række passager, som forfatteren kalder for ”Time outs”, skiller sig ud og sætter lattermusklerne på prøve. Små underfundige budskaber som sætter individets tænkemønstre og vanetænkning lidt relief.

Jeg blev rigtig glad da jeg læste bogen. Den har nu fået fast plads på mit skrivebord, hvor den flittigt bliver brugt som opslagsbog. Hvordan gennemfører jeg en forandringsproces og hvordan bliver idéer til virkelighed? Og mange mange andre spørgsmål kan læseren få kreative og underholdende svar på.

 

Poul Hegedal

DKnyt - nyheder for offentlige beslutningstagere

Brobygning mellem ønske om - og mulighed for forandring

Et bredtfavnende, humoristisk og mangfoldigt bud på kreativitet og nytænkning.

Alle taler om kreativitet, innovation og forandring, men hvordan gør man, så forandringen bliver nytænkende, mærkbar, holdbar og reelt forandrende. Det giver denne bog et bredtfavnende, mangfoldigt og ikke mindst humoristisk bud på.

Bogens forfatter, Tom Bjerregaard, er chefkonsulent i ledelsesteamet, Fagligt Politisk Sekretariat, FOA – fag og arbejde, hvor han arbejder med såvel interne som eksterne opgaver. Desuden har han en deltids konsulentvirksomhed, procesmageren. Tidligere har han bl.a. været forskningsmedarbejder, Københavns Universitet, hvor han opbyggede Center for social innovation, der arbejdede med organisations-udvikling gennem dialog i form af temadage, fremtidsværksteder og udviklingsprojekter.

Sociolog

Tom Bjerregaard er sociolog fra Københavns Universitet med speciale i socialpsykologi og kommunikation. Han har lavet flere hundrede fremtidsværksteder, forandringsprocesser, kurser og seminarer.

"Nytænkning" bygger bro mellem ønsket om forandring og muligheden for forandring. Den fortæller på sin helt egen måde om, hvordan man kan gribe processen an og byder på en virkelig overflod af metoder og ideer, der bygger på mange års erfaring.

Forandringsproces

Forfatteren følger hele den kreative forandringsproces fra det tidspunkt, hvor problemet opstår og skal undersøges over den kreative fase, hvor ideerne skal skabes til fasen hvor ideerne skal forbedres og føres ud i livet. For en ide, der ikke føres ud i livet er værdiløs.

Bogen understreger, at nytænkning og forandring kræver, at man reviderer sin tænkning, at man giver nytænkningen plads og gode vilkår. Det kræver en vis portion mod og viljen til at opgive gammeltænkningen, der er den lineære, logiske tænkning, der kan tage pusten fra enhver kreativ tanke og aflyse alle forandringerne – og dermed udvikling.

Undervejs i bogen opfordrer forfatteren læseren til at holde ”time outs”, hvor man skal tænke på helt andre ting end lige det, man er i færd med at læse. Men helt tør han åbenbart ikke slippe taget i læseren, ved hver time out er der forslag til, hvad man kan bruge den til – men det er nu gjort på en konstruktiv måde.

Bogen er fyldt med gode og tankevækkede citater fra kloge mennesker gennem tiden. Nogle er på dansk, andre er på engelsk – og det sprog de gengives på har ikke så meget sammenhæng med ophavspersonens nationalitet – det ser man i øvrigt også i mange andre bøger. Men det betyder jo ikke noget for den store fortælleglæde og lyst til at videregive sine erfaringer, som Bjerregaard demonstrerer.

Mange tanker

En stor kvalitet ved de mange tanker er, at forfatteren har haft mulighed for at gennemføre dem i praksis i en række sammenhænge. For nogle (og man må nok ikke sige, som befinder sig bedst i den lineært tænkende verden, vil ”Nytænkning. 1001 metoder til kreativ forandring” nok være en lidt uoverskuelig oplevelse, der er vanskelig at få hold på. Men, det er en væsentlig bog i den nødvendige litteratur om, hvordan den enkelte og samfundet kan blive fri til at blive mere kreativ. Og så har Bjerregaard i høj grad sans for, at humor og ordleg er særdeles fremmende for kreativitet.